devcheck › Viden › Almene boliger i lokalplanen

Krav om almene boliger i lokalplanen

Op til hver fjerde bolig i et nyt boligområde kan kommunen reservere til almene boliger. Det er et af de få steder, hvor en lokalplan må sige noget om, hvem der ejer boligerne.

Planloven regulerer som hovedregel, hvad der må bygges — ikke hvem der ejer eller bor i det. En lokalplan kan bestemme anvendelse, højde og bebyggelsesprocent, men ikke at boligerne skal være ejerboliger eller lejeboliger. Siden 2015 er der én undtagelse:

„I en lokalplan kan der optages bestemmelser om: […] krav om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger, jf. lov om almene boliger m.v." Planloven § 15, stk. 2, nr. 11

Bestemmelsen kom ind med lov nr. 221 af 3. marts 2015 (Blandet boligsammensætning). Formålet står nu i lovens § 1, stk. 2, nr. 7: at fremme alsidighed i boligsammensætningen gennem planlægning for almene boliger i byerne. For en projektudvikler betyder det, at en del af byggeretten kan være bundet til en bestemt køber — et alment boligselskab — og til den pris, det kan betale.

Kun i nye boligområder

Kravet kan ikke lægges ned over eksisterende boligkvarterer. Plan- og Landdistriktsstyrelsen skriver, at „nyt boligområde" skal forstås bredt, men at muligheden hverken kan bruges i et område, der faktisk anvendes til boligformål, eller i et område, der er udlagt til boligformål i en byggeretsgivende lokalplan. Lovbemærkningerne nævner de typiske tilfælde: bynære arealer i landzone, der overføres til byzone, og nedslidte erhvervsområder eller arealer til offentlige formål, der omdannes til boliger. Det gælder også erhvervsdelen af en lokalplan for blandet bolig og erhverv — men ikke de dele, hvor der allerede lovligt står eller er planlagt boliger.

Det gør kravet mest relevant netop dér, hvor mange udviklingsprojekter ligger: omdannelse af erhvervsgrunde til boliger. Køber du et tidligere erhvervsareal med henblik på en ny boliglokalplan, skal du regne med, at spørgsmålet kommer op.

Kommuneplanen skal have banet vejen

Kommunen kan ikke stille kravet direkte i lokalplanen. Først skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for beliggenheden af områder til almene boliger (§ 11 a, stk. 1, nr. 2) og rammer for lokalplanlægningen, der åbner for det (§ 11 b, stk. 1, nr. 1). Rammebestemmelsen gælder udtrykkeligt kun „i områder, der ikke anvendes til eller er lokalplanlagt til boligformål".

Det giver et tidligt signal: står der i kommuneplanens rammer for området, at der kan stilles krav om almene boliger, kan du regne med det i lokalplanen. Står der ingenting, kræver det et kommuneplantillæg først.

Hvad der tæller som boligmassen

Loven definerer ikke „boligmassen". Efter lovbemærkningerne og Plan- og Landdistriktsstyrelsen kan den opgøres enten som antal boligenheder eller som etageareal. Andelen gælder det samlede lokalplanområde, og lokalplanen skal derfor tage stilling til, hvor stor den samlede boligmasse kan blive — typisk gennem bestemmelser om bebyggelsens omfang.

Forskellen er ikke kun teknisk. Regnes der i antal boliger, og er de almene boliger mindre end markedsboligerne, fylder 25 % af boligerne mindre end 25 % af etagearealet — og omvendt. Læs derfor præcis, hvilken enhed lokalplanen bruger.

Hvor i området de almene boliger skal ligge, forhandles typisk mellem kommune, grundejere og udviklere. Lovbemærkningerne sammenligner det med forhandlingerne om fællesanlæg som veje, stier og parkering, hvor der bagefter sker en økonomisk udligning mellem grundejerne.

Intet tvangssalg — men en overtagelsesret

Lokalplanen kan ikke tvinge ejeren til at sælge, og en lovlig eksisterende anvendelse kan fortsætte, også efter et salg af grunden. Det er først, når projektet skal realiseres, at kravet bider.

Til gengæld har ejeren en sikkerhedsventil. Hvis kommunen ikke giver tilsagn om støtte, eller der ikke er et alment boligselskab, der vil købe, kan ejeren stå med et areal, der hverken kan sælges alment eller bebygges på anden måde. Derfor gælder overtagelsesreglerne for arealer til offentlige formål også her:

„Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, når en lokalplan har forbeholdt en ejendom til almene boliger, jf. lov om almene boliger m.v., jf. § 15, stk. 2, nr. 11." Planloven § 48, stk. 4

Ejeren kan altså forlange ejendommen — eller den reserverede del — overtaget af kommunen mod erstatning, men kun hvis arealet ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig måde i forhold til de omliggende ejendomme (§ 48, stk. 3). Om kravet er berettiget, afgør taksationsmyndighederne (§ 50). Det er en nødbremse, ikke en forretningsmodel.

Hvad kravet gør ved projektøkonomien

Almene boliger opføres af en almen boligorganisation med offentlig støtte, og den samlede anskaffelsessum — inklusive grunden — må ikke overstige et maksimumsbeløb, som ministeren fastsætter (almenboligloven § 115, stk. 10). I 18 kommuner med særlig høje boligpriser, bl.a. København, Frederiksberg og Aarhus, kan kommunalbestyrelsen i årene 2026–2035 godkende en anskaffelsessum, der overstiger maksimumsbeløbet med op til 10 % (§ 115, stk. 12 og 13, indsat med virkning fra 4. september 2026). Den del af grunden, der skal sælges til almene boliger, kan derfor kun indbringe det, der er plads til inden for rammen — ikke det, en privat køber ville betale for samme etagemeter.

Hvor stor forskellen er, afhænger af maksimumsbeløbet i den pågældende kommune, af byggeomkostningerne og af markedsprisen for de øvrige boliger. Vi angiver ikke et generelt tal, for det findes ikke. Regn i stedet grunden to gange i beregneren for residualværdi: én gang for markedsdelen og én gang for den almene del med den pris, et boligselskab kan betale. Grundens samlede bæreevne er summen, vægtet med andelene.

Hvor grundudgiften ikke kan rummes inden for maksimumsbeløbet, findes der grundkøbslån. Landsbyggefonden kan i årene 2022–2031 give tilsagn inden for en samlet ramme på 1.778 mio. kr., forudsat at kommunen yder 28 % af lånet (almenboligloven § 119 a, stk. 1 og 2). Men lånet kan kun gives til almene boliger ud over den andel, lokalplanen kræver (§ 119 a, stk. 3, 4 og 8). Det kan altså ikke bruges til at løfte grundprisen for netop de almene boliger, som lokalplanen har gjort obligatoriske.

Paragrafnummeret har flyttet sig. Bestemmelsen fik i 2015 nummeret § 15, stk. 2, nr. 9. I den gældende planlov (LBK nr. 572 af 29/05/2024) er det nr. 11; nr. 9 handler i dag om bygninger til religiøse formål. Almenboligloven henviste til det gamle nummer, indtil lov nr. 724 af 1. september 2026 rettede henvisningerne i § 119 a med virkning fra 4. september 2026. Lovbemærkninger, ældre kommuneplaner og lokalplaner henviser derfor til nr. 9. Indholdet er det samme, men søger du i planloven på det gamle nummer, finder du noget andet.

Hvilke kommuner bruger det?

Der findes ingen samlet opgørelse. To eksempler fra kommunernes egne dokumenter:

Andre kommuner kan have tilsvarende retningslinjer. Det afgørende er ikke en liste, men kommuneplanrammen og lokalplanen for netop den grund, du ser på.

Kun almene — ikke ejer- eller andelsboliger

Muligheden er snæver. Kommunen kan ikke i en lokalplan kræve en andel ejer- eller andelsboliger, og Københavns Kommuneplan 2024 skriver selv, at kommunen ikke har mulighed for at regulere andre ejerformer end almene boliger. Et beslutningsforslag om at give kommunerne den mulighed (B 155, fremsat 28. februar 2025) blev forkastet i Folketinget 3. juni 2025.

Tjekliste før du byder på grunden

Se lokalplanen på matriklen. I devcheck-kortet hentes den gældende lokalplan og kommuneplanrammen fra Plandata, så du kan se anvendelse og bebyggelsesprocent på grunden og åbne planen, før du læser efter krav om almene boliger.

Læs planen på grunden, før du regner

Lokalplan, kommuneplanramme, byggeret og eksisterende bebyggelse på den konkrete matrikel.

Åbn devcheck-kortet →
Kilder
Læs også
Beregner

Residualværdi

Hvad må grunden koste, når alt andet er betalt?

Artikel

Lokalplanen på en byggegrund

De otte bestemmelser, der flytter et projekt.

Beregner

Parkeringsnorm

Hvor mange p-pladser kommunen kræver.